
Arya på 10 år har stort set altid være interesseret i næsten alt som hører under naturvidenskab. For tiden er det især det helt grundlæggende med atomer og molekyler der trækker.
Derfor indeholder vores skolehylder netop nu bla. forskellige aktiviteter om netop dette. I dag har hun bla. valgt at arbejde med Niels Bohrs atommodel og hvad et atom består af.
Aktiviteten ‘Hvad består et atom af?’, indeholder læringskort, en minibog og fire opgaveark.
Læringskort
Læringskortene bruges til at lære den traditionelle 2D atommodel at kende og træne fagord. Som noget nyt er vi begyndt at træne fagord på både dansk og engelsk. Derfor er der både kort med fagord på dansk og kort med fagord på engelsk. De fleste af ordene er dog ret ens på dansk og engelsk for denne aktivitet.
Fagordene der er fokus på i denne aktivitet er især: atommodel, kerne, protoner, neutroner, elektroner og elektronskaller.
Til disse læringskort har jeg ikke lavet nogen kontrolkort, da Arya allerede har været præsenteret til flere af begreberne før.
Vi brugte læringskortene på følgende måder:
- Billede – ord: læg billederne op på række og find de tilhørende ordkort
- Dansk – billede: læg de danske ordkort op på række og find de tilhørende billedekort
- Engelsk – billede: læg de engelske ordkort op på række og find de tilhørende billedekort

Minibog – hvad består et atom af?
Når fagordene og atommodellen er trænet, kan minibogen læses.
Minibogen består af seks små sider, som hver fortæller kort om atommodel, kerne, protoner, neutroner, elektroner og elektronskaller. Udover de trænede fagord nævnes også kort kvarker og isotoper.
Opgaver
Den sidste del af aktiviteten består af fire A5 sider med overskrifterne atom, elektroner, protoner og neutroner.
På hver side er der en ufarvet atommodel. Her skal den del overskriften handler om farvelægges. Billederne fra læringskortene kan bruges som inspiration.

Under atommodellen er der plads til at skrive fem facts om hver overskrift. Inspiration kan findes i minibogen, men det vil også være fint at inddrage viden fra andre bøger.
Sammen med minibogen (og evt. andre bøger) har opgaverne fokus på fagliglæsning og at finde essensen i teksten.
Når de fire sider er udfyldt, kan de evt. lamineres og laves til en lille bog. Bogen kan eks. samles med små nøgleringe i ryggen. Vi har også en anden aktivitet om forskellige grundstoffer, hvor opgaverne også er A5 ark, som så kan tilføjes til bogen senere.
Inspiration til bøger

Hvis I er på udkig efter supplerende bøger, er vi herhjemme især glade for følgende:
- Familiens store bog om videnskab!
- Din bog om naturvidenskab af Judith Hann (skal findes antikvarisk, den engelske titel er ‘How Science Works’)
- Grundstofferne omkring dig
Vi har desuden også kigget på ‘Elements: A Visual Exploration of Every Known Atom in the Universe‘, som jeg regner med vi bestiller i næste uge.
Download af læringskort, minibog og opgaver til ‘Hvad består et atom af?’
Du kan downloade materialerne til aktiviteten her. Det er ikke tilladt at dele filen, referer i stedet til makertech.dk/junior
Skriv et svar