
De fem Montessori great lessons, eller store lektioner som jeg plejer at oversætte dem til, er en vigtig og unik del af grundskolen i Montessori.
Men hvad er de store lektioner, hvad er deres formål og hvordan kan man bruge dem derhjemme? I indlægget her vil jeg give dig et crash course i de store Montessori lektioner.
Hvad er the Montessori Great Lessons?
Jeg har tænkt meget over, hvordan jeg bedst kunne oversætte ‘great lessons’ til dansk. For selvom jeg har valgt at kalde dem ‘store lektioner’, så synes jeg ikke helt at ‘stor’ er særlig dækkende for hvad disse lektioner er og kan. Måske storslåede kunne være bedre, jeg ved det ikke. Hvis du har et bedre bud, så skriv det endelig til mig.
De store lektioner er en serie af fem fortællinger som er indtryksfulde og inspirerende. I en traditionel Montessori skole vil de blive præsenteret i starten af hvert skoleår.
Formålet med de fem store lektioner tilsammen er, at motivere til samtlige fag der ellers arbejdes med.
Det er ikke meningen at hver lektion skal give en detaljeret gennemgang af hvert emne. I stedet giver de et overblik og fokuserer på en udvikling over tid.
De fem store lektioner er:
- Universet og Jordens historie (The beginning): motivation for bla. astronomi, metrologi, kemi, fysik, geologi, geografi
- Livets historie (The Coming of Life): motivation for bla. biologi, botanik, zoologi, evolution, de fem riger
- Menneskets historie (The Coming of Humans): motivation for historie, musik, kunst, filosofi, religion, samfundsfag, opdagelser og opfindelser
- Bogstavernes historie (The Coming of Writing): motivation for læse, skrive, litteratur, sprog og grammatik
- Tallenes historie (The History of Mathematics): motivation for teoretisk og anvendt matematik, talteori og geometri

Hvorfor er de store Montessori lektioner så vigtige?
Som beskrevet tidligere, er ‘the Great Lessons’ både en vigtig og unik ting indenfor Montessori. Det er her børnene skal kunne finde forklaringen på hvor alt andet der arbejdes med i løbet af året kommer fra.
De fem store lektioner er altså med til, at børnene ikke sidder med en følelse af, at skolens øvrige fokuspunkter ikke blot er noget de voksne har trukket op af en hat. At de får en fornemmelse for hvor tingene kommer fra og hører til. Og at de bliver inspireret til selv at ville lære mere.
Opfølgningsarbejde til alle lektioner
En Montessori lektion har ét formål og efterfølgende arbejder børnene med forskellige typer opfølgningsarbejde, som er drevet af barnets personlige motivation og nysgerrighed.
I forhold til de store lektioner betyder det i praksis, at hver lektion altså er den tilhørende fortælling. Til fortællingen vil Montessori guiden (læreren) typisk vise forskellige illustrationer, forsøg og andet. Og når børnene undervejs kommer med spørgsmål vil guiden enten besvare dem eller de kan blive skrevet ned, så børnene selv kan undersøge dem senere.
Men børnenes egentlige arbejde med emnet kommer først bagefter. I opfølgningsarbejdet, som eks. kan være hands-on aktiviteter, gentagelse af viste forsøg eller forskellig typer research.

Hvordan anvendes de fem store Montessori lektioner?
I en Montessori skole vil de fem store lektioner blive givet i starten af hvert skoleår. For eksempel i løbet af de første otte uger af skoleåret. Hver lektion giver et overblik over dets emne, og eleverne vil derefter arbejde, enten alene eller i grupper, med forskellige typer opfølgningsarbejde til lektionen.
I hjemmesammenhæng er vi dog mere frie til at gøre tingene på forskellige måder, alt efter hvad der passer både vores børn og vores familie bedst.
Hvis man er helt ny inden for hjemmeskole eller Montessori, kan det være måske være en fordel at fordele de store lektioner udover hele skoleåret, det første år man arbejder med dem. Året efter kan man så overveje at gå dem igennem mere traditionelt hen over et par måneder.
Det er sådan vi pt. gør.
Vi har delt det nuværende skoleår (2021/2022) ind i fem mindre perioder. Og hver periode tager så udgangspunkt i hver deres store lektion. Den første uge i perioden arbejder vi konkret med den tilhørende store lektion inkl. det tilhørende opfølgningsarbejde.
I ugerne efter arbejder vi så især med nye mindre lektioner og opfølgningsarbejde inspireret af periodens tema.
Selvom man er i gang med en periode inspireret af en bestemt af de store lektioner, er det vigtigt at huske, at man sagtens også kan arbejde med andre ting samtidig.
Hos os bliver der bla. fast arbejdet med dansk, engelsk, tysk, fransk og matematik hver uge. Typisk efter frokost.

Det var alt for denne første introduktion til de fem Montessori ‘great lessons’. Jeg vil forsøge at give en mere detaljeret beskrivelse af hver enkelt af de store lektioner løbende, når vi får arbejdet mere med dem selv.
Hvis du har nogen spørgsmål eller kommentarer, så skriv dem endelig til mig.
Skriv et svar